Tale – tavshed

At tale er at så, at lytte er at høste.
Du skal også lytte.

Bedre forspørge sig, end forgøre sig.
Spørg hellere en gang for meget end en gang for lidt.

Den, der kan tie, er ikke let at sætte til vægs.
Tier du, kan den anden ikke vinde over dig.

Den, der snakker med sig selv, kan få svar efter behag.
Snakker du med dig selv, bestemmer du selv svaret.

Den, som tier, samtykker.
Tavshed kan opfattes som enighed.

Det ene ord tager det andet.
Når du først snakker, fortsætter du.

Du skal ikke svare i øst, når du bliver spurgt i vest.
Du skal svare på det, du bliver spurgt om.

Et dumt spørgsmål får et dumt svar.
Dumme spørgsmål giver dumme svar.

Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med.
Du kommer nemt til at fortælle om det, du tænker mest på.

Hvis man ikke spørger, få man ikke nej.
Gør det, du har lyst til, uden at få lov.

Intet svar er også svar.
Tavshed kan være et svar i sig selv.

Man kan ikke veje hvert ord, man siger.
Det er svært hele tiden at passe på, hvad man siger.

Man kan lettere fortale sig end fortie sig.
Du kommer let til at sige mere, end du bør.

Man skal høre meget før ørerne falder af.
Det er utroligt, hvad man skal lægge øre til.

Man skal ikke sige alt, hvad man ved, men vide, hvad man siger.
Du må gerne holde noget for sig selv, men det, du siger, skal være velovervejet.

Sig ikke til din ven, hvad din fjende ikke må vide.
Stol ikke på nogen.

Små sorger taler, de store tier.
Du fortæller ikke om det, der er sværrest.

Tale er sølv, tavshed er guld.
Det er godt at kunne tie.

Tomme tønder buldrer mest.
Der kommer mest snak fra de, der intet fornuftigt har at sige.

Væggene har ører.
Man skal passe på, hvad man siger. Måske lytter nogen.